Har du et ønske om at dyrke dine egne krydderurter, men ved ikke helt hvor du skal starte? Er du i tvivl om hvilken type, der kunne være god at lægge ud med? I dette blogindlæg, hjælper vi dig godt i gang med dit krydderurter projekt.
Hvad kan du bruge krydderurter til?
Du kan bl.a. anvende krydderurter direkte i madretter, eller du kan tørre og fryse dem til senere brug. De er ligeledes gode at tilsætte til olie og eddiker som smagsgivere. Krydderurter giver et ekstra pift til retter og kan desuden være en flot pynt.
Hvilke krydderurter skal du vælge?
Der findes et hav af krydderurter, og hvilke du vælger at dyrke kommer an på smag og behag. Nedenfor nævner vi fem forskellige, som er lette at starte ud med.
Purløg
Purløg, som er en flerårig løgplante, er et godt krydderi til pyntning af smørrebrød og som smagsgiver i pålægs salater samt kartoffelsalat. Det er en typisk dansk krydderurt, som er let at dyrke. En solrig placering er bedst for purløg og med henblik på gødning og anden pleje, er dette ikke nødvendigt.
Mynte
Mynte, som også er en flerårig urt, har en meget karakteristisk, frisk pebermyntesmag. Mynte bruges ofte i te, desserter, smoothies og drinks. Den bruges for eksempel i den kendte cocktail mojito, hvor mynten udgør en stor del af smagen. Mynte kan uden problemer dyrkes på friland i Danmark. Selv uden gødning trives den og breder sig meget. Faktisk breder den sig på meget, at nogle ser den som ukrudt. Din største udfordring med mynte vil altså være at begrænse den.
Timian
Timian, som er en flerårig staude, er en krydderurt med en markant smag. Den bruges ofte til krydring af kartofler eller i gryderetter. Den stortrives i sol, og skal derfor helst placeres i solen. Derudover er den ekstremt hårdfør og kræver ingen gødning. Den kan endda stå en vinter i hård frost uden beskyttelse, og alligevel skyde på ny til foråret.
Oregano
Oregano, som også er en flerårig urt, er det italienske køkkens mest brugte krydderi. Det kan strøs bl.a. på pizza eller spaghetti bolognese og giver en rigtig god smag. Selv om man kan associere oregano med Italien, er det en krydderurt som klarer sig godt i Danmark. En solrig placering er bedst for denne krydderurt, men den kræver ikke gødning.
Salvie
Salvie, som er en flerårig staude, er en middelhavsplante med sølvgrønne blade. Urten bruges typisk i fed mad, hvor den markante gennemtrængende smag udgør et godt modstykke til det fede. Fordi den er en middelhavsplante, kræver den en solrig placering. Salvie er også meget hårdfør og beholder bladene vinteren over, så du kan faktisk også høste frisk salvie om vinteren.
Den rette placering
Det er helt op til dig, om du vil anvende en potte, eller om du vil så frøene direkte ud i et bed. De fleste krydderurter kan klare sig godt begge steder. Hvis du sår frøene udendørs, skal de fleste typer dog plantes i foråret, når vejret tillader det.
For at give dine krydderurter optimale forhold, bør du placere bede eller potter, hvor der er solrigt. De elsker sol, men kræver også meget vand. I forhold til jorden du dyrker dem i, bør det være en almindelig god muldjord og gerne med kompost i. Du kan også vælge at købe pottejord til dine potter. Hvis du vil have dine krydderurter ude i haven, er det bedst at plante dem ud inden vinteren på et varmt sted, men uden direkte vintersol.
Generelt om vanding
Når det kommer til vanding, er det essentielt at du stikker fingrene ned i jorden og mærker efter. Her bør du udover at mærke efter, også kigge på om krydderurterne ser ud til at mangle væske. Til vandingen kan du med fordel anvende gødningsvand, hvor du blander regnvand med flydende gødning. På den måde får du størst udbytte af gødningen.
Bør du klippe krydderurterne ned?
De krydderurter som er flerårige og består af små træ lignende grene (for eksempel timian og salvie) kan du med fordel beskære i foråret. Bl.a. mynte, løvstikke, purløg og estragon, visner i løbet af vinteren, og her bør du i foråret fjerne de døde plantedele.