De seneste år med Covid-19 har gjort, at vi har brugt mere tid i hjemmet med blandt andet hjemmearbejde. Dette har i de seneste år og i 2022 medført et øget fokus på behagelige rammer i boligen, og øget manges interesse i at indrette sig med grønne planter. Sidste år så vi også en tendens til at vi opsøgte naturen mere, men der er også kommet mere natur hjem i stuerne. Nedenfor giver vi et indblik i hvilke planter der bliver populære i år.
Meditative planter
Vi har fået øjnene op for hvor gode planter er, ikke kun for de visuelle look i vores hjem, men lige så meget for vores mentale velvære. De giver mere ro og kan få os ned i gear. Det med at passe planter og gå op i deres trivsel kan medvirke til at vi sætter pris på roen og langsommeligheden, som i dag kan være en mangelvare. Vi anser i øget grad planter som levende organismer, der skal forkæles med gødning.
Økologiske planter og jordfarvede potter
Grønne planter kan ikke stå alene, og igen i år spiller potter en væsentlig rolle i vores indretning. Potten er med til at udgøre en helhed, og i 2022 er der ikke så mange regler hvad angår farver. Dog vil forskellige jordfarver ligesom RePot, blive populær når der kigges på potter. Der ses yderligere en større interesse for plantetilbehør, hvilket kan have sammenhæng med den større interesse i at give vores planter de bedste livsbetingelser.
I forhold til økologi ses der en øget klimabevidsthed, når vi køber grønne planter. Økologiske planter og danskdyrkede planter efterspørges i højere grad, og flere danske gartnere er også begyndt at dyrke økologiske planter og blomster.
Særlige planter
Der vil i 2022 være en væsentlig stigende interesse i planter som vokser skævt og skiller sig ud fra mængden.
Vi ser nemlig en tendens til, at der vælges de mere naturlige og vilde planter, fremfor de homogene og unaturlige ens planter. Planterne må gerne have lidt personlighed, så det vil altså blive populært med unikke planter og også lidt mere udfordrede planter såsom gummitræ og violinfigen. Herudover vil blandt andet de nedenstående planter blive et hit i 2022.
Kentia palme
Den smukke stueplante Kentiapalme (Howea forsteriana), der fører vores tanker hen på varmere himmelstrøg, har været en populær stueplante i rigtig mange år. Palmens løv er vifteformet med en flot mørkegrøn farve. Selvom den holder af lys, kan den godt tåle at stå et mørkere sted. Den skal vandes regelmæssigt, så jorden kontinuerligt holdes fugtig.
Anthurium Jungle King
Denne plante stammer oprindeligt fra Amazonas, hvor den vokser på store træer, har lidt vildskab over sig, og er den perfekte plante til din indendørs jungle. Planten har tykke, blanke blade med dybe årer, som tilfører masser af karakter til din stue. Anthurium Jungle King er en taknemmelig plante, der ikke skal vandes så ofte og ikke kræver særlig meget pleje
Bregner i alle afskygninger
Forskellige typer af bregner bliver uden tvivl et hit i 2022. Bregner egner sig godt som stueplanter, da de tåler at stå ret mørkt. Dog er det essentielt, at du holder jorden jævnt fugtig. Populære bregner er for eksempel den robuste Bostonbregne med små grønne blade, som er nem at dyrke for de fleste. Det samme gør sig gældende for Træbregne og Fugleredebregne, der minder lidt om en fuglerede.
Philodendron Goeldii
Philodendron Goeldii er en smuk og anderledes stueplante. Planten har klynger af blade i et spirallignende mønster, som skaber et karakterfuldt og tropisk udtryk. Plantens smukke og specielle udseende har gjort den til en yderst trendy plante som vil fremtræde i mange stuer i år.